Mere værdi i haven

Haven skal være funktionel og indrettes, så den kan bruges til noget. Den skal give mening, før den får værdi.

Formålet med haven kan være meget enkelt - et udendørs opholdssted, hvor det er behageligt at være. Der skal være gode opholdspladser på alle tidspunkter af dagen og noget pænt at kigge på.

Haven kan også være nyttig. Det er den fx som forsyningskilde til frugt og grønt samt blomster og grene til vaserne. Frugttræer, bærbuske og krydderurter bidrager godt til husholdningen, og få m2 staudebed kan give blomster det meste af året.

Børn har brug for plads og højt til loftet. I haven kan de spille boldspil, bygge huler og lade fantasien råde. Også voksne kan lege og være kreative i haven. Du kan eksperimentere med planternes form og farve eller dyrke interesser som bier, fugle, pileflet og bålmad. 

  

Mange haveejere er bevidste om, at de har det godt og
glemmer sig selv, når de er i haven, men måske kan 
den blive endnu mere værdifuld, hvis der arbejdes med
dens form og funktion.

Noget der kan lave skår i haveglæden er mængden af
havearbejde, og en af mine vigtigste opgaver er at skabe
mest mulig pryd og nytte for mindst mulig arbejdsindsats.

Planlægning giver haven værdi.

 

Vi ses derude. Venlig hilsen

Margrethe Heide, havearkitekt